tirsdag den 12. februar 2013

10. februar - "vild" tur

I den forgangne uge, er den gamle båd blevet byttet til en lidt større båd med mere motorkraft. 

6,20 meter med 6 m2 dæksplads. Det bedste sted at opholde sig fremover :-)

Søndag d. 11/2, så vejret ud til blive formidabelt. Til jomfruturen havde Morten og jeg havde fået fornemt selskab af Ion. Båden var ikke færdigapteret, men plotter og ekkolod var på plads - meget mere behøver man ikke for at bule torsk - altså lige bortset fra torskebuler, og dem var der desværre ikke nogen af denne dag.
Der var stort set ingen vind. Vi lagde fra København lidt over 8 på helt blankt vand. Ude af havnen fik vi øje på Kastrup 2, som vi lige sejlede forbi for at hilse på skipper Anders. 
Vi gik sydover til Barsebæk renden, hvor der var sild på loddet. Sild men ingen torsk. Derefter gik vi nordover og søgte på stort set alle pladser mellem møllerne og Hven. Igen sild. Masser af sild men ingen torsk. På loddet kunne vi se skygger af store fisk der jagede i sildene og spredte stimerne. Det var der torskene var. På jagt oppe i sildene i stedet for at samle sig i buler. 
Vi gik videre nordpå mens vi søgte og søgte. Vi endte helt oppe ved Kobberværket hvor samtlige turbåde fra det nordlige sund lå og drivfiskede. På vejen tilbage så vi en mikrobule ved Hvens NV rev. få sekunder efter var den opløst. 
Morten sagde meget rammende, at det havde været en "vild" tur. Vildt godt vejr; vildt godt selskab; vildt fed båd; vildt godt glas hvidvin og vildt dårligt bulefiskeri.

Jeg talte senere med Anders fra Kastrup 2. De havde haft rigtig godt fiskeri ved at drivfiske i sildene. Faktisk havde de fået 5 arter. En masse rigtig flotte store sild var det blevet til. En del småtorsk mellem sildene. Makrel, havørred og sågar en hvilling på hele 850 gr. 

Nu står vejrudsigten på frostvejr, så langt meteorologerne tør spå frem. I Havnen lå de første iskrystaller i overfladen. Der er udsigt til at bruge lidt tid på at montere det sidste udstyr og få trimmet båden færdig. Om 3 uger starter foråret og så bliver det fedt at kastefiske til torskene på det lave vand i solnedgangen...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar