mandag den 31. december 2012

Godt Nytår

I ønskes alle et godt Nytår 2013
Håber at det nye år vil bringe os alle en masse gode oplevelser :-)

Christian

lørdag den 29. december 2012

28/12 Jagten på nytårstorsken


 
De hyggelige folk fra Valby Sportfiskerforening, havde hyret Kastrup 2, og jeg var med som hjælper. Det var flot vejr med moderat vind en grads frost eller to og masser af sol. Til gengæld var strømmen rimelig kraftig og det drillede en del. Vi sejlede op mod Hven, hvor et par andre turbåde flittigt fiskede løs.
Skipper og Øby  - et sted midt i sundet
Der var lang mellem fiskene og vi så ingen store fisk. Hverken på egen eller de andre både. Vi gik lidt længere mod nord, hvor Lars Pryds med Findus trak en flåde af småbåde efter sig. 
Findus med min gode ven Slagteren ombord, lidt længere mod Nord
 
"Christian", hører jeg tværs over vandet, og stemmen er til at kende lige med et samme. Slagteren er på torskejagt med Lars, og det er da for hyggelig en måde at hilse på sine gode fiskevenner :-) Vi laver lidt tegnsprog og Ion signalerer at de har taget en pæn torsk på ca 15 kilo. 
Vi var vist kommet for sent til festen, for på loddet så vi kun sporadiske småklatter af torsk. Med Findus og de mange småbåde var der fisket hårdt på områdets buler, som nu var blevet godt spredt. 

Der var masser af småbåde på vandet. Alle på intens torskebulejagt.  
Anders vælger at prøve et af sine hemmelige spots og det var et godt valg. Her var der masser af fisk. Ikke de største men vi tog rigelig med torsk op til de 5 kilo. Fiskeriet var ikke nemt for her var strømmen rivende hurtig. På få minutter drev vi hundredevis af meter. 

Det var bidelystne torsk, men de gik ikke til pirkene. Til gengæld var de hurtigt over forfangene. Specielt de gul/orange sprutteforfang var de galde for. der blev taget adskillige torskedubletter på det forfang.

Vi fik sluttet dagen af med fine 60 torsk. Alle mand ombord fik nytårstorsk med hjem.






Ungerne og jeg spiste dem som Fish 'n Chips dagen efter. Mums.




søndag den 23. december 2012

Stormen d. 23. december.

Den kraftige blæst har virkelig gjort noget ved vandstanden i havneløbet. Jeg har lige modtaget dette foto af min gode kollega og bådven Jan. Målingerne hos farvandsvæsnet sige 64 cm. undr dagligt vande. Jan har lige tilset vores havn og mener det nærmere er en lille meter at vandet er sunket. 

Billedet er af det lavandede område udfor indsejlingen til husbådekajen bag Fisketorvet. Her er så lavt at bunden stikker op over vandet!

onsdag den 19. december 2012

Nytårstorsken(e)



Med masser af fiskeber, har jeg holdt øje med vejrudsigten hver eneste dag, mens jeg enten har været på jobbet eller passet mine børn som fik influenza.
I dag gik hele ligningen endelig op. Fri fra job + super vejrmelding med svag vind + Morten kunne også tage med = top dag!
Vi satte ud fra Kbh lidt i 10. Der var stadigt lidt bølger og vind fra NØ, men ikke værre end at vi kunne give fuld gas og hurtigt være oppe ved "Flakket" hvor vi fandt Odysseus og Skipper, som også havde valgt at fiske på de ca. 7-11 meter vand.
Vi satte en orange wobler i vandet, mens resten vi riggede to stænger til med paravaner. Efter kort tid var der gevinst på wobleren. Fin fisk der ruskede godt i dybet. 4,1 kg fin mellemtorsk var kort efter landet. Der gik ikke særlig lang tid før der var fisk på en af paravanerne. Vi trollede langsomt mod nord, til en plads der havde givet godt sidste uge. Da vi kom frem fik vi intet mindre end hug på samtlige 3 stænger samtidigt. Selv om det så ikke var dagens største fisk var det god spas og humøret var højt. Vi havde en konkurrence kørende om endeagn. Det blev hurtigt Toby Salmo, i farven pocorn, (Mortens valg) der førte an i antal.
Denne tog dagens fleste
Omend det nordlige spot gav godt med fisk, i antal, var de nu noget klejne i forhold til de første vi fik. Så vi gik sydover igen. Samtidigt havde den orange wobler ikke givet yderligere fisk, så den blev skiftet ud med en mindre tigerstribet bomberwobler, som fisker i 12-15 fod.
Denne tog dagens største
og den bed til

Vi havde en længere og "tør" periode uden fisk. Vi gik ind på det lidt lavere vand og trollede langsomt mod nord. Pludseligt så vi på ekkoloddet en større fisk tegne et meget kraftigt signal, midtvejs i vandsøjlen. Kort efter ruskede det helt vildt i stangen med wobleren. Dagens største fisk på 6,1 kg var en realitet.
6,1 kg

Efter ganske få minutter fik vi yderligere et par fisk omkring 4 kg, så trækket var ikke det ringeste.
En fin balje nytårstorsk

Da klokken var lidt over tre havde vi fyldt baljen med nytårstorsk. Vi snakkede lidt, om vi skulle fiske videre i den "gyldne time", men valgte at ordne fisk og søge hjemad inden mørket faldt på.
Det passede ret godt for vi ramte indsejlingen til havnen, lidt over kl 16 og kunne sejle ind, mens tusmørket faldt på det blikstille vand. En perfekt afslutning på en supertur.
Indsejlingen til Københavns Havn ved 16 tiden


lørdag den 8. december 2012

Torsketrolling

Spejlblankt vand og sne på stævnen. Smuk decemberdag i havneløbet

Så kom dagen hvor vejr og fridag faldt i hak.  Ved ti-tiden kunne jeg sejle ud gennem et spejlblankt havneløb. Ude af havnen drejede jeg mod nord og satte kursen mod Lous Flak. Da jeg kom frem kunne jeg konstatere at Linda fra Landskrona og Skipper fra Kalkbrænderihavnen også havde fundet vejen til Flakket for at fiske torsk. Med tanke på Mortens og Peters vellykkede tur, skulle jeg da også fiske torsk med paravaner. Det nemmeste var at smide en wobler i vandet mens jeg gjorde dipsy stængerne klar. Mens jeg rodede med grejet gav wobleren fisk, som huggede kontant og trak i bremsen. En fin torsk på små 4 kilo kom til overfladen. En dipsy kom i vandet med det blink Morten og Peter havde haft stor succes med. Bang - en fin fire kilos og igen på wobleren. På den anden dipsystang fik jeg en rød apex i vandet og den endte med at blive dagens mest populære. I alt 8 fine torsk på 3 timers fiskeri. Fra fire kilo og nedefter. Sildeædere i super kondition med runde store maver og masser af kampgejst. 

lørdag den 1. december 2012

Nyt faneblad om koldrøging

Så er der kommet en side mere på bloggen. Koldrøgning af ørred step by step
Klik på fanebladet Koldrøgning for at komme til siden