tirsdag den 17. december 2013

Fin og svær dag

Med udsigt til at dette måske nok er eneste dag i julen, hvor blæsten tillader en sejllads, fik jeg byttet en fridag og arrangeret tur med ny fiskeven Tore.
Vi satte mod Tårbæk Rev for at trolle torsk. Der var langt mellem huggene og tydeligt at fiskene huggede med stor forsigtighed. Vi mistede hver anden fisk og dem vi fik op var kroget yderligt.

Midt på dagen ville vi give det dybe vand en chance. Vi søgte på en del pladser ved det dybe på svenskesiden og kom op omkring Hven. Her så vi ikke skyggen af torsk. Ganske få spredte sild i midtsundet og det var alt. Tilbage på det lave nåede vi et enkelt træk mere før turen gik hjemover inden solnedgang. 
Vi talte undervejs om Bodil stormens indflydelse på sundets saltholdighed, og hvilken betydning det har for torskene. Her til aften tjekkede jeg DMIs saltkort. 


Vi fiskede i salinitet på 12-15‰ vel at mærke i overflade vandet. Der kan i det dybe område sagtens have været meget ferskere bundvand. 

mandag den 9. december 2013

Bodil fik mig en tur i vandet

Med udsigten til endnu en storm med kraftige vindstød, havde jeg været en tur i havnen for at tjekke fortøjninger og sætte en ekstra stormfortøjning på båden. 
Bodil ramte København sidst på eftermiddagen. I løbet af aftenen var jeg i havnen et par gange - Vandet var godt nok steget en del. Nu stod det lige under bådbroen
 
Vandstands prognosen fra DMI blev tjekket og det så ud til at have toppet. Næste stigning skulle først komme i morgentimerne. 
Jeg tjekkede havn og båd på vej til job da kl. Var lidt i syv. Vandet stod igen lige under bådbroen. Ifølge DMI ville det stige yderligere. Derfor kørte jeg om formiddagen en tur ned til havnen. Allerede på vejen fik jeg et par meldinger om at det "desværre ikke ser for godt ud".

Vandet stod nu op over bådbroerne. Vores ladestandere stod i vand og fortøjningerne var faretruende stramme på nogle bådene. 
Nabobåden var mest presset og lå dybt på den ene side. Den ville enten gå under eller rive sig løs. 

Der skulle gøres noget og det var indlysende at Bodil ville få mig en tur i vandet. Det var bare at trække i waders og begive sig ud på bådebroen. Vandet gik til midt på skinnebenet. Det var ok, men det blæste stadigt vildt og der kom nogle vindstød - så kraftige, at jeg nær var væltet eller gledet af broen. 

Ombord på båden gik det fint med at løsne fortøjningerne, men det betød så at der nu var en halv meter mellem båd og bro.

Jeg havde ikke lige tænkt over at det kunne blive svært at komme tilbage. Det må have set sjovt ud da jeg hang på maven på bådens stevn og lavede et slags baglæns spring ind mod broen. Heldigvis lykkedes det at komme tørskoet i land. 

Så var det bare at holde øje med vandstandsprognoserne. Det gik fint til om aftenen hvor vandstanden slog alle rekorder med vilde 165 cm over daglig vande. Den gamle rekord var fra tyverne og omkring 153 cm.

Fortøjningerne kunne stadigt give sig lidt, men nu skulle vandet absolut ikke stige mere. Vandet gik op og ned med et par cm hele tiden, men heldigvis var toppen nået. Omkring kl. 22 trak vandet sig langsomt tilbage. Om morgenen var vandstanden faldet 90 cm. Bortset fra at der flød alt muligt lort og vraggods rundt var der ro i havnen og alle "vinterbådene" havde heldigvis klaret den.



torsdag den 5. december 2013

Ny fast side her på bloggen - Røgeovnens Venner


Røgeovnens Venner, den fremragende hjemmeside er desværre væk. 

Vi er mange der har brugt siden som fast opslagsværk og opskriftsbog. Til siden vender tilbage har jeg her på bloggen genskabt så mange af opskrifterne som muligt. Forhåbentligt kan mange brugere af den oprindelige side stadigt kan få glæde af det store arbejde gutterne bag "Røgeovnen's Venner" har gjort.
Du finder siden øverst her på bloggen som faneblad eller klik på dette link 

http://sundfisker.blogspot.dk/p/rgeovnens-venner.html

søndag den 17. november 2013

Børnefiskeri på sundet - når det er bedst

Børn + madpakker + fiskegrej + roligt vejr = skøn tur
Min fiskeven Charlotte og jeg havde længe talt om at lave en børnefisketur. Denne weekend så det så endeligt ud til at det skulle lykkes. Vejr, fiskeri og kalendre passede for en gangs skyld. 
Ved formiddagstid sejlede vi ud gennem københavns havn. 

Gode venskaber har det med at opstå på vandet

Fuldt lastet med grej, madpakker, orm, slik og forventningsfulde børn. Der er masser at kigge på undervejs og der var også lige tid til en lækker sandwich.




Mille og den pink "Tryllestav"
"Tryllestaven", Milles pink fiskesæt med matchende hjul og stang var købt med noget tynd kineser nylonline der knækkede blot en hornfisk svømmede forbi. Nu har Mille lige haft 4 års fødseldag. En af gaverne var 270 meter Fireline i farven "shoking pink". I dag skulle den afprøves.






Nu er det ingen større hemmelighed at vandet lige ud for Københavns havn, kan byde på forrygende fladfiskeri når det er sæcon. Så efter kort sejlads var vi klar. En efter en blev de 4 stænger sat. Der var vel knap gået et minut før "Tryllestaven" hoppede. Mille måtte have hjælp til at holde fiskestangen, men langsomt og egenhændigt fik hun rullet fisken ind. En fin mellemstor ising kom op af vandet. En glad Mille blev fotograferet men hun ville ikke lige holde fisken.
Milles første fladfisk

Knap havde Mille fået sit livs første fladfisk før Buster, med sindig ro kunne meddele - "så er det fisk på min stang". Buster havde godt styr på det og kort efter stod ham med en virkelig fin skrubbe i hånden. 
Busters flotte skrubbe
Nu var der to voksne der fik travlt, for der var hele tiden et barn der skulle serviceres. Der var hug på stængerne, eller kroge der skulle agnes med børsteorm, eller nogen der var sultne, eller nogen der var tørstige og, selvfølgelig, nogen der skulle tisse. 

Efter et stykke tid havde alle fanget fisk undtaget Oscars stang. Den var som den eneste monteret med hvide perler. Det skiftede vi ud til et med røde rørfluer og så begyndte der heldigvis også at ske sager på hans stang.

Da der var flest flade og få torsk blev torsken børnenes foretrukne fangst. Pelle satte hutigt trumf på med en fin stegetorsk.

Pelles meget fine torsk
Så kom der torsk på den lyserøde stang. En 8 fods stang med selv en lille torsk på er svær at styre for en 4 årig. Igen måtte far holde stangen mens Mille med store kraftanstrengelser rullede meter for meter op gennem det mørke vand.
Mille fighter torsk (med lidt hjælp)
Ok far. Jeg skal nok holde den, hvis jeg må låne dine handsker og får 6 vingummi colaer

Der var gået en del konkurrence i de store drenge. Det stod helt klart at Busters hold førte stort. Både på antal landede fisk og ikke mindst på størrelsen af de flade. 

Så fik Oscar et alvorligt hug på sin stang. En god fisk, som med de velkendte torskerusk i stangen, sendte besked op om at denne fisk ikke havde tænkt sig at lade sig fange uden kamp. Oscar betvivlede et kort øjeblik om han kunne klare den, men det kunne han :-) En rigtig fin torsk omkring 2 kilo fik Oscars humør i top.

Vi var nu drevet et langt stykke mod syd og drevudover kanten til det dybe. Vi havde ramt torskevandet for her på skranten var der jagende torsk der ikke ville gå af vejen for en lækker haps børsteorm. Ungerne var blevet lidt trætte, så jeg fik lov at lande et par stykker. bl.a. en 2½ kilos på den lyserøde stang. Der var virkeligt underholdende at fighte den på så let grej. 


Men det var tid til at sejle hjem, for kl. nærmede sig 16 og solnedgang. Heldigvis var der en pose slik tilbage så ingen af ungerne blev utålmodige på vejen ind. 

Vi rundede en fantastisk dag af med et aftensmåltid ungerne selv havde valgt. Fiskefilet med fritter - naturligvis, og gæt hvem der sov rigtig godt efter en lang dag på vandet.


fredag den 15. november 2013

Suler og vindstille fødselsdag på Tårbæk Rev

Sule over Sundet. En mindre flok slog følge med os nogle mil, da vi sejlede mod Tårbæk
Det er afsindig længe siden jeg har blogget og afsindigt længe siden jeg har fisket. Det har bare været et umuligt efterår. 
Enten har vejret været umuligt. Når det endelig artede sig kunne jeg ikke komme på vandet. Enten fordi der var sygdom på jobbet eller fordi det var min tur til at have mine skønne unger. Min far blev alvorligt syg og jeg måtte rejse et par gange til udlandet.
Det må have været omkring 7 uger siden jeg sidst har fisket og jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har måtte holde mig væk fra vandet så længe.
Men nu var det så blevet d. 15. november, runder min fødselsdag og "en" må have gjort det nogenlunde hæderligt det seneste års tid. Vejrudsigten så nemlig sådan her ud og jeg kunne holde fri fra jobbet :-)
Min gode ven Peter troppede op med overraskelser og godt humør. Tidlig formiddag satte vi kursen mod Tårbæk Rev og Flakket. 
Lidt nord for Middelgrunden slog en lille flok suler sig til os. De fulgte os en mil eller to. Prægtige store søfugle som jeg ikke har lagt mærke til før. 
Det skulle blive dette vinterhalvårs første trollingtur efter torsk. Andre har været ude en del gange og haft forrygende fiskeri allerede nu. Fx. Tore, fra sundfiskergruppen på Facebook, havde ugen inden fanget rigtig godt på revet. Sjovt nok var der ingen krabber i torskene i sidste uge. De var fuld af sild. 
Peter og jeg sætter grejerne. Dipsyer med toby blink og "den obligatoriske" wobbler, langt bag de øvrige agn. 
Fiskeriet kunne på ingen måde matche det andre havde beskrevet i sidste uge, men en fisk kom da op af sundet nu og da. Det var tydeligt at de huggede meget forsigtig. Vi havde vel 10 kontakter som ikke blev kroget. Størstedelen af dem vi fik op at vende var kroget meget yderligt.
Små 2 kilo. Vi glemte helt at tage billeder. Måske havde vi for travlt med at hygge os og fiske
Ingen store torsk, men omvendt kun ganske få undermålere. Vi afprøvede forskellige dybder fra 6-12 meter. Det var som om det virkede bedst omkring de 10 meter. 
På et tidspunkt var vi kommet for langt ud over kanten og var på 15-16 meter. Vi bliver enige om at tage grejerne op og søge tilbage mod det lavere vand. Sætningen var dårligt talt til ende, før vi 3 af stængerne på én gang fleksede godt i bund. Den ene line knak men de to andre fik vi op. Sjovt nok kom der en følger med. Helt op til overfladen. Den var fuldstændig ligeglad med båd og stod 10 centimeter under overfladen. Vi kunne have taget den med gaffen, som Peter sagde. Her ude på det dybere vand var der massive småstimer af sild. Vi havde helt sikkert  lige ramt en flok torsk der jagede sild i det midterste vandlag.Til forkel fra de øvrige havde disse torsk ikke krabber i sig. Det havde alle de andre som vi fangede på lavere vand. 
Vi havde små 30 fisk oppe at vende. Største var vel lidt over 2½ kilo.

V

mandag den 7. oktober 2013

Status på kystfiskeriet i Kbh. 7 oktober


Efterårsmorgen ved Slusen


Jeg har modtaget denne rapport fra en god ven, som dels er en skrap kystfisker og samtidigt har mange fisketimer på de københavnske kystpladser hver uge.
Mange tak for opdateringen, som hermed kommer alle til gode :-)


Nordhavnen i aftenskumring
Hej Christian

Du får lige en status opdatering :-)


Makrel sæsonen er ved at være forbi. Den har været rigtig god for dem der kender deres besøgstid. Her sidst på sæsonen er der blevet taget rigtig store makreller optil 1,5 kg. Jeg var selv vidne til fangsten og så den samme fanger kæmpe i laaang tid med måske endnu større makrel som til sidst sprang linien.

Der er stadigvæk mange hornfisk ved slusen. Efterårs trækket af hornfisk har i år startet tidligt og de er her stadigvæk. Det har været en lang sæson med mange fisk. Der har været store fisk men jeg har ikke set nogen tage fisk over 1 kg. Den største jeg vejede for en lykkelig fanger som var sikker på at hans fisk var over 1 kg var på 850 gr.



Efterårs hornfisk ved Slusen - min datters første af slagsen


Den gode nyhed lige nu er at der tages rigtig rigtig mange fladfisk rundt omkring og de er store. Har set flere fisk over 1 kg. Har set mange med 20-30 fladfisk. Torskene er ikke rigtigt kommet endnu. Der tages enkelte som bifangst under fladfisker op til 3 kg. Der fanges også sild ikke i store mængder men de er der. Det må være små stimer for ofte er der kun en enkel eller to på forfanget. Har aldrig oplevet fuldhus.
Solnedgang over skrædderholmen

fredag den 4. oktober 2013

De første kysttorsk er at finde de dybe steder

Sidste uge sejlede vi ud til Maersk Majestic skibet. Det er vildt imponerende hvor stort det skib er.  Der var en anden båd ved stævnen og med ham udvekslede jeg fotos af hinandens både foran Majestic. Til info er min båd ca. 6meter lang. 

På turen tilbage så vi et par molefiskere der havde taget plads og fiskede i den begyndende skumring. Der gik ikke længe og en torsk omkrign 1,5 kg måtte tage turen op af vandet. Det fandt sted ved toldboden. Generelt kan du opsøge torskene de dybe steder i havneløbet (lettest tilgang på nordlige side).
På facebook gruppe "sundfiskerne", er der i dag indløbet en daggammel rapport fra Tippen. Aktivt fiskede børsteorm gav rødspætte, ising, slethvar og torsk. 

I øvrigt har jeg aldrig oplevet vandstanden i København så lav som i dag. Jeg måtte ned og løsne fortøjningerne, for det var tæt på at at båden næsten hang i tovværket. Jeg tror vandstanden var næsten 70 cm under daglig vande. Foran fisketorvet dukkede der små øer og tanger op ved de lave steder.