mandag den 26. august 2013

Sensommer på Sundet

Aftensol ved Middelgrundsfortet fladt vand og København i baggrunden. August på Sundet når det er smukkest
Masser af småsej
Den forgangne uge har budt på fantastisk smukke dage på sundet. Vindstille vejr og fyraftensture i solnedgangen er ikke det værste der findes. Sommeren 2013 har budt på bemærkelsesværdigt godt torskefiskeri. Mange er enige om at det har været bedst torskesommer i mange mange år. Vi har kunnet fiske på buler fra april og frem til nu. Nogen gange med fuldstændigt vanvittige lodninger af torsk på torsk på torsk... 
En anden spøjs ting, denne sommer, har været de enorme mængder af sejyngel. Her i skrivende stund er fiskene ca. 30 cm lange og det er et endnu ubesvaret sprøgsmål, hvorfor der pludseligt er kommet så mange af dem. 



Så er det blevet makrelsæson for alvor

Lige nu er det ved at ændre sig. Makrellerne er tilstede i masive mængder. De der fisker målrettet efter dem har haft fine fangster med fisk op til et kilo. Målrettet fiskeri med masser af chum på Hvens NV rev har givet over 100 fine makreller på en eneste dag.

I går så jeg stimer af sild og vi fandt tydeligt bevis for at torskene begynder at sprede sig og jage oppe i sildene. Vi der fiskede buler havde bestemt vanskelligheder og ringe fangster. En kollega, der derimod trollede, fangede til gengæld masser af fine sildejagende pelagiske mellemtorsk.


Ulk fanget på en 50 gr. "Dorschraket" i mandags.
De flade er fuldfede og der er gjort fine fangster omkring Helsingør, hvor der også er taget meget flotte hvarrer. 
I det sydlige sund virker det som om de står mere spredt og stadigt trisser rundt på det lidt dybere vand. 
Vi har gjort sjove bifangster bl.a. har Jens, på en af vores ture, fanget en fin knurhane. I denne uge fik jeg denne flotte ulk der huggede på en lille jig.

Til slut en glædelig konstatering om at artsrigdommen er i topform. Fiskeatlas har i uge 34 spottet hele 46 arter.






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar