En god times tid herefter var vi ved den gamle havn i Sørup, hvorfra vi stævnede ud mod pladserne.
Sommerens solopgang fås ikke finere end ved Esrum sø. Især på en vindstille dag hvor vandet er spejlblankt kun brudt af ringe fra de springende søørred.

Vejret må vi sige at være heldige med. Årets første hedebølge dag med efterfølgende tropenat.
Allerede på vej ud af havnen tegnede lodningerne fint, med masser af byttefisk og generelt meget liv i vandet. Hist og pist så vi geddeplask i overfladen.

Efter kort tid viser fisken sig i overfladen. Det er en mindre, men smuk, fisk i topkondition på anslået ca. 4 kg. Faktisk min første Esrum-gedde siden barneårene, hvor vi fiskede dem fra land i Fredensborg.
Herefter gik det rigtig godt og vi fik 4 gedder op at vende i båden på omkring 5 kg. Vi havde ramt en hugperiode, og det virkede som om de glubske gedder skulle nå morgenmaden inden solen kom for højt på himlen.
Allerede kl. 08:20 var det ulideligt varmt i det vindstille nordsjælland, hvor solen bagte fra en fuldstændig skyfri himmel. Så blev der stille i lang tid. Ikke et eneste hug mens vi i timevis sejlede, svedte, rensede woblerne for hornblad og smurte factor 30 solcreme på skuldrene.
Endelig mærkede vi liv igen ved middagtid, da solen stod højest på himlen. Den firdelte wobbler med de frække vuggende bevægelser lokkede en pæn mellemfisk til hug.


Så forandrer vejret sig på ganske få minutter. Fra bagende sol er vi pludseligt badet i et svalende regnskyl der antager karakter af skybrud. Klokken er nu 13. Vi er trætte og gennemblødte og bliver enige om at "kalde det en dag".
7 kontakter, hvoraf de 6 kom op at vende. I det fantastiske sceneri og vejr kan det næsten ikke blive bedre. Geddefeberen har ramt mig og jeg skal i den grad tilbage til Danmarks vandrigeste sø. For jeg har et uafsluttet regnskab med "den store" vi tabte...
______________________________________
På den ene af stængerne havde jeg monteret et Water Wolf camera. På den lange dag var der overraskende nok kun en eneste fisk der kortvarigt interesserede sig for agnen lige på denne stang. Se klippet herunder