mandag den 31. december 2012

Godt Nytår

I ønskes alle et godt Nytår 2013
Håber at det nye år vil bringe os alle en masse gode oplevelser :-)

Christian

lørdag den 29. december 2012

28/12 Jagten på nytårstorsken


 
De hyggelige folk fra Valby Sportfiskerforening, havde hyret Kastrup 2, og jeg var med som hjælper. Det var flot vejr med moderat vind en grads frost eller to og masser af sol. Til gengæld var strømmen rimelig kraftig og det drillede en del. Vi sejlede op mod Hven, hvor et par andre turbåde flittigt fiskede løs.
Skipper og Øby  - et sted midt i sundet
Der var lang mellem fiskene og vi så ingen store fisk. Hverken på egen eller de andre både. Vi gik lidt længere mod nord, hvor Lars Pryds med Findus trak en flåde af småbåde efter sig. 
Findus med min gode ven Slagteren ombord, lidt længere mod Nord
 
"Christian", hører jeg tværs over vandet, og stemmen er til at kende lige med et samme. Slagteren er på torskejagt med Lars, og det er da for hyggelig en måde at hilse på sine gode fiskevenner :-) Vi laver lidt tegnsprog og Ion signalerer at de har taget en pæn torsk på ca 15 kilo. 
Vi var vist kommet for sent til festen, for på loddet så vi kun sporadiske småklatter af torsk. Med Findus og de mange småbåde var der fisket hårdt på områdets buler, som nu var blevet godt spredt. 

Der var masser af småbåde på vandet. Alle på intens torskebulejagt.  
Anders vælger at prøve et af sine hemmelige spots og det var et godt valg. Her var der masser af fisk. Ikke de største men vi tog rigelig med torsk op til de 5 kilo. Fiskeriet var ikke nemt for her var strømmen rivende hurtig. På få minutter drev vi hundredevis af meter. 

Det var bidelystne torsk, men de gik ikke til pirkene. Til gengæld var de hurtigt over forfangene. Specielt de gul/orange sprutteforfang var de galde for. der blev taget adskillige torskedubletter på det forfang.

Vi fik sluttet dagen af med fine 60 torsk. Alle mand ombord fik nytårstorsk med hjem.






Ungerne og jeg spiste dem som Fish 'n Chips dagen efter. Mums.




søndag den 23. december 2012

Stormen d. 23. december.

Den kraftige blæst har virkelig gjort noget ved vandstanden i havneløbet. Jeg har lige modtaget dette foto af min gode kollega og bådven Jan. Målingerne hos farvandsvæsnet sige 64 cm. undr dagligt vande. Jan har lige tilset vores havn og mener det nærmere er en lille meter at vandet er sunket. 

Billedet er af det lavandede område udfor indsejlingen til husbådekajen bag Fisketorvet. Her er så lavt at bunden stikker op over vandet!

onsdag den 19. december 2012

Nytårstorsken(e)



Med masser af fiskeber, har jeg holdt øje med vejrudsigten hver eneste dag, mens jeg enten har været på jobbet eller passet mine børn som fik influenza.
I dag gik hele ligningen endelig op. Fri fra job + super vejrmelding med svag vind + Morten kunne også tage med = top dag!
Vi satte ud fra Kbh lidt i 10. Der var stadigt lidt bølger og vind fra NØ, men ikke værre end at vi kunne give fuld gas og hurtigt være oppe ved "Flakket" hvor vi fandt Odysseus og Skipper, som også havde valgt at fiske på de ca. 7-11 meter vand.
Vi satte en orange wobler i vandet, mens resten vi riggede to stænger til med paravaner. Efter kort tid var der gevinst på wobleren. Fin fisk der ruskede godt i dybet. 4,1 kg fin mellemtorsk var kort efter landet. Der gik ikke særlig lang tid før der var fisk på en af paravanerne. Vi trollede langsomt mod nord, til en plads der havde givet godt sidste uge. Da vi kom frem fik vi intet mindre end hug på samtlige 3 stænger samtidigt. Selv om det så ikke var dagens største fisk var det god spas og humøret var højt. Vi havde en konkurrence kørende om endeagn. Det blev hurtigt Toby Salmo, i farven pocorn, (Mortens valg) der førte an i antal.
Denne tog dagens fleste
Omend det nordlige spot gav godt med fisk, i antal, var de nu noget klejne i forhold til de første vi fik. Så vi gik sydover igen. Samtidigt havde den orange wobler ikke givet yderligere fisk, så den blev skiftet ud med en mindre tigerstribet bomberwobler, som fisker i 12-15 fod.
Denne tog dagens største
og den bed til

Vi havde en længere og "tør" periode uden fisk. Vi gik ind på det lidt lavere vand og trollede langsomt mod nord. Pludseligt så vi på ekkoloddet en større fisk tegne et meget kraftigt signal, midtvejs i vandsøjlen. Kort efter ruskede det helt vildt i stangen med wobleren. Dagens største fisk på 6,1 kg var en realitet.
6,1 kg

Efter ganske få minutter fik vi yderligere et par fisk omkring 4 kg, så trækket var ikke det ringeste.
En fin balje nytårstorsk

Da klokken var lidt over tre havde vi fyldt baljen med nytårstorsk. Vi snakkede lidt, om vi skulle fiske videre i den "gyldne time", men valgte at ordne fisk og søge hjemad inden mørket faldt på.
Det passede ret godt for vi ramte indsejlingen til havnen, lidt over kl 16 og kunne sejle ind, mens tusmørket faldt på det blikstille vand. En perfekt afslutning på en supertur.
Indsejlingen til Københavns Havn ved 16 tiden


lørdag den 8. december 2012

Torsketrolling

Spejlblankt vand og sne på stævnen. Smuk decemberdag i havneløbet

Så kom dagen hvor vejr og fridag faldt i hak.  Ved ti-tiden kunne jeg sejle ud gennem et spejlblankt havneløb. Ude af havnen drejede jeg mod nord og satte kursen mod Lous Flak. Da jeg kom frem kunne jeg konstatere at Linda fra Landskrona og Skipper fra Kalkbrænderihavnen også havde fundet vejen til Flakket for at fiske torsk. Med tanke på Mortens og Peters vellykkede tur, skulle jeg da også fiske torsk med paravaner. Det nemmeste var at smide en wobler i vandet mens jeg gjorde dipsy stængerne klar. Mens jeg rodede med grejet gav wobleren fisk, som huggede kontant og trak i bremsen. En fin torsk på små 4 kilo kom til overfladen. En dipsy kom i vandet med det blink Morten og Peter havde haft stor succes med. Bang - en fin fire kilos og igen på wobleren. På den anden dipsystang fik jeg en rød apex i vandet og den endte med at blive dagens mest populære. I alt 8 fine torsk på 3 timers fiskeri. Fra fire kilo og nedefter. Sildeædere i super kondition med runde store maver og masser af kampgejst. 

lørdag den 1. december 2012

Nyt faneblad om koldrøging

Så er der kommet en side mere på bloggen. Koldrøgning af ørred step by step
Klik på fanebladet Koldrøgning for at komme til siden

onsdag den 28. november 2012

27. november - Torsketrolling

Morten og Peter har været en tur om Tårbæk rev og flakket for at trolle torsk. Jeg måtte desværre blive i land og passe min syge datter. DMI havde længe lovet absolut fint fiskevejr med næsten ingen vind.

Dagen igennem var der spejlblankt vand, både i København og på sundet

Det blev en dag i trollingens tegn og som det ses på billederne gik det vældig fint. Her følger Mortens beretning: Som sagt var det total vind stille- og den første fisk huggede efter 5 min- fin 3kg fisk. I lange perioder havde vi rigeligt at gøre, med at fiske med 2 stænger- der var også en del ålegræs i vandet så der skulle ses til grej fra tid til anden.
Det startede lidt vildt med en del fisk så kom der en periode hvor vi var lidt længere nord på- det gav ikke så meget, så ned til samme sted som vi startede og derfra ind ad, hvor der igen var godt med fisk og alle fin størrelse.
Generelt kan man sige at de mindste fisk huggede i starten hvor størrelsen var blandet og så var det ellers kun fine fisk til sidst (3,5 til 5 kg)
På den sidste del mistede vi en del fisk fordi klokke var ved at være mange og vi skulle også rense fisk samtidig, så tit tog vi ikke farten af båden og så kom der altså for stort pres på..
Vi fiskede med 2 dipsy diver st.0 halvande meter foran et almindeligt trolling blink. (Meget simpelt fiskeri der ikke kræver noget specielt grej) Og så satte vi en flydende sølv/blå wobler ud i kølvandet når vi kunne overskue det- den gav også fint når den var i vandet..

Men rigtig fin dag med masser af fisk og 3 dobbelt hug og pæne fisk- både der kom op og mistet :)


Dagens resultat. en fin balje torsk med snitvægt på 3,5 kg
Peter med dagens største - 5 Kg.



mandag den 26. november 2012

Torsketur

Var en tur på vandet med min gode ven Arne. Dagen bød på virkelig flot vejr med stort set ingen vind. Men når en sådan dag kommer efter voldsom vind og frådende hav, sænker det ofte fiskenes huglyst. Torskene var meget forsigtige og puffede til pirk og ophænger med snuden. Eneste undtagelse var denne 4 kilos fisk som indhalerede ophængerfluen dybt.


Ved middagstid døde fiskeriet. Vi sejlede nordover og endte ved Lous hvor vi fik 4-5 fisk. Der var lidt mere liv her, men stadigt super forsigtige torsk. Men en herlig dag var det med et par håndfulde torsk på små 2 kilo i snitvægt

fredag den 16. november 2012

Vi er tilbage på vandet :-)

Efter en masse lange dage på værkstedet er vi tilbage på vandet.

I morges var der søsætning fra Lynettens slæbested og derefer testtur. Det er tydeligt at båden er blevet lettere og at det virkelig har hjulpet at al begroning er væk.

Det gav 15 knob ekstra på toppen så det var svært at tørre smilet af. Nu var der tale om en testtur og vi havde ikke grej med. Rimeligt idiotisk for efter kort tid drev vi over de her banditter.
 
Vi fik afprøvet båd og motor og afsøgt et par nye pladser Efter et par timer var det for det  blevet temmelig koldt og så giver det jo ikke så meget mening at sejle rundt uden at fiske. Nu er det bare at vente på at fridage og vejrudsigten passer sammen. 
 

lørdag den 10. november 2012

Efterårets kastefiskeri efter torsk

Fladbukken 60 gr. og DGTF-fluen



Det hjemlige kastefiskeri efter torsk er klart et af mine foretrukne. Det passer godt til mit temperament, for der er ikke så meget passiv ventetid. På det lette grej er det underholdende at figthe torsk. Hele tiden lurer chancen for at en virkelig stor torsk hugger.
Fiskeriet foregår fra kyst eller båd på dybder fra et par meter til 15-16 stykker. 
Når temperaturen kommer ned på de 8-10 grader, kommer torskene ind på det lave vand for at primært at æde krabber, og mange af de småfisk der lever på det lavere vand. Nogle dage er deres maver så stopfyldte af krabber, at bugen er kantet og hård at røre ved. 
Torskene har hugperioder i løbet af dagen, men navnlig den "gyldne time" omkring solnedgang er rigtig god.  
Fra kyst har jeg gode erfaringer med 28 gr. brøndum i sort/kobber. Hugormen i samme farver er en gennemløber jeg også har taget en del torsk med. På mange af kystpladserne er der grøde på bunden. Det er derfor en rigtig god ide at udskifte trekrogen til en enkeltkrog. Jeg bruger stort set altid en ophængerflue foran blinket. Til forskel fra andre sætter jeg fluen meget tæt  (ca 10 centimeter) foran blinket. Fluerne er nogle jeg selv binder på havkroge i str. 2/0. Mønstret er DGTF og varianter af juletræet. Alternativt kan man benytte en lille gummijig på 3-4 cm længde. Over halvdelen af mine torskefangster har hugget ophængeren. Jeg har fanget torsk på følgende københavnerpladser: knækket på Lynetten (ude ved vindmøllerne), molen ved indsejlingen til Lynettens Sejlklub og høfderne på den nordlige side af Tuborg Havn.

Langt de fleste torsk fanger jeg på ophængerfluen

Metoden er ligetil. Kast så langt ud du kan. Tæl hvor mange sekunder der går før blinket rammer bunden. Rul så linen ind med kontante ryk efterfulgt af en hurtigt pause, så blinket ligesom hopper hen over bunden. Er der grøde, så skal det gå lige akkurat så hurtigt, at der fiskes bundnært uden at krogen får fat i vandplanterne.




  

Fra båd benyttes blink i vægtklasse 40-100 gr. afhængigt af strøm og drivhastighed. For det meste vil et 60 gr blink være tilpas (mine foretrukne er fra venstre: Fladbukken, Wiggler, Koster, Filur og Toby).




Der kastes mod drivretningen. Blinket skal have lov at synke til bunds, hvorefter det tages rykvis ind. Indspinningshastigheden skal være hurtigere end båden driver. På denne måde vil blinket hoppe hen over bunden, hvor torsken jager sit bytte. 


Flutterbug til kræsne torsk
Torskefluer 2/0 med perleøjne
De krabbeædende torsk synes at foretrække blink og pirke i farvene rød, orange, kobber, guld og sort. Der er dage hvor torskene er "i hugget". Da er de ikke særligt kræsne og hugger på stort set alle agn. Da vil man blive overrasket over, hvor stor agn selv de allermindste torsk hugger på. Så er der de svære dage hvor torskene er "kræsne" eller uden appetit. På de svære dage har jeg bedst erfaring med mindre torskefluer, små røde grubs og flutterbugs.

I Københavnsområdet er der mulighed for at prøve kastefiskeri fra kutter med de lokale turbåde.

lørdag den 27. oktober 2012

Tur med Kastrup 2.



Efterårets første frostklare morgen. Dragør havn kort før afgang

Grundet bådreparation er det ikke blevet til meget fiskeri siden Kroatien turen.
I dag havde jeg så fornøjelsen af at komme med Kastrup 2 på tur efter sild og torsk. Tiltrængt for fiskefeberen er sat ind.
Det var efterårets første frostnat, men der var klart vejr og stort set ingen vind. Det blev en god sejltur nordpå til vi var omkring Landskrona, hvor der var godt med sild. Enkelte torsk mellem sildene blev det også til.
En halv balje sild og enkelt torsk blev det til
Da vi lagde til i Dragør var det med et skibfuld glade lystfiskere. Det var en supertur med, høj sol, roligt vand og masser af fisk til alle.

mandag den 15. oktober 2012

Klassiske Øresundspirke i Sverige + 2013 nyheden Slim jim

Var en tur i sportsfiskegiganten i Malmø. Jeg fik suppleret lidt op på min beholdning af den klassiske Wiggler pirk. Wiggler er torske-kastepirken over dem alle. Du kan finde et tidligere indlæg om pirken her.





Fra venstre Wiggler Krabba 60gr. Wiggler Skåne 60 gr. Wiggan 70 gr. og Wiggan 90 gr.

Denne gang købte jeg også kopien Wiggan i de lidt tungere størrelser 70 og 90 gr. Faktisk laves Wiggler/Wiggan pirkene helt op til op til 300 gr. Bemærk at 70 og 90 gr. pirken er i samme størrelse blik. Det er kun størrelsen på blyklumpen på bagsiden der er forskellig.




Wiggler Original - farvekort. Kilde www.beten.nu (Beten.nu har dansk hjemmeside og sender grej til Danmark)


I øvrigt er svenskerne igen begyndt at støbe dem gamle Hallbäckeren pirk. De maler den endda så den kan tåle at "bli påkörda av en pansarvagn". Så nu ved du det. Fint at de gamle klassikere fra sundet stadigt laves. Desværre var prisen på de 45 SEK, måske lige lidt i overkanten. Her får du lige billedet og den fulde tekst fra www.sportfiskegiganten.se.










Hallbäckaren - Unik tävlingspilk

Tidigare var Hallbäckaren en av de mest välkända pilkarna för Öresundsfiskarna! Torskdräparen, som ofta kallades tävlingspilken, var dock borta från rampljuset ett tag men nu är formarna uppköpta och produktionen rullar åter. Hallbäckaren är optimal för fisket i vårt strömsatta sund. Formen gör att den skär bra i vattnet samtidigt som gången blir förföriskt lockande. De är numera målade med en oävervinnlig färg som gör att de överlever att bli påkörda av en pansarvagn utan att tappa färgen! Denna raritet hittar du på hyllan hos oss i vikterna 60, 80, 120, 180 samt 240 gram. De är monterade med robust VMC-kork och finns att tillgå i sex olika färger!
Pris från: 39




I sportfiskegiganten faldt jeg i øvrigt over endnu en af sundets klassikere. Ertners Sildeglimt. Kinetic Fishing har sat pirken i masseproduktion og solgte en smart grejæske med 5 st. pirke.



Sildeglimt har høj finnish bemaling. Ifølge producenten er yderste lag højglansepoxy så de kan tåle lidt knubs,




Pirkene er støbt i 62 gr. og perfekte til kastefiskeri fra båd. Med farverne, søl00v, sølv/blå, sølv/grøn, orange/gul og sortrød er man klædt godt på. Så er det bare at prøve sig frem og finde ud af hvilken farve torskene helst vil have på dagen. Prisen var 119 SEK så det er ca. 20 danske pr. pirk. Helt ok pris.

Forretningen har i øvrigt et virkeligt stort udvalg i jigs til alle formål. Der fandt jeg en pakke der ikke var prissat. En tobisimitation lidt ala Savage Gears Sandeel, men alligevel anderledes.



Slim Jim er kortere i kroppen og hovedkrogen er monteret med en svivel så det virker som et hængsel. I pakken er der et jighovede og to kroppe. En med med paddeltail og en med curltail. Fra snude til halespids er paddletailen 19 cm. og vejer 90 gr.



Farven er genial til torsk. Sort/guld/rød




Hovedkrogen er hængslet på jighovedet for bedre bevægelighed

Jeg fik allernådigst lov at købe jiggen af de flinke gutter i butikken med ordene: lad vær at blive for glad for den og miste den, for vi kan først skaffe en ny når de kommer i handelen i 2013.
Jeg ser frem til at prøve den fra båden når vi snart skal i gang med aftenfiskeriet efter torsk. Så vil jeg afmontere trekrogen fra undersiden og sætte en mindre assistkrog ned ved halen ,hvor hugget ofte falder på de aflange jigs.

 





onsdag den 10. oktober 2012

M/S Fio til salg

Man har vidst det et stykke tid. Alligevel er det vemodigt at se MS Fio sat til salg på Gul og Gratis.
Jeg har været på Nordsøen med Fio et par gange. Det er fra en af dise ture at billedet med målerhavkatten stammer. Der dukker gode minder op fra fine ture med godt selskab af andre havfisketosser.



Hvem ved - måske en ny skipper med 475.000, og masser af gå på mod, får Fio på Nordsøen igen.

OBS Siden dett indlæg blev skrevet har skibet fået ny ejer og sejler igen med lystfiskere.

fredag den 28. september 2012

Fyraftenstur med Jan & Bo - Helsingør

God stemning ombord ved afgang fra Helsingør havn
Grejshoppen Jan & Bo's afdeling i Helsingør har lavet nogle superkorte (3 timer) og superbillige (100 kr) fyraftensture med turbåden havstrygeren. Havstrygeren er en af sundets største turbåde, som er godkendt til 42 passagerer. Skipper gennem mange år er den navnkundige "Skipper Dyt"

Jeg var med torsdag d. 27 september. Jeg kom en time før afgang og det viste sig at være en god ide for at få en ordentlig plads.
Havstrygeren lagde fra rettidigt med alle pladser godt besat. Deltagerne var en meget blandet skare. Der var alt fra durkdrevne fiskere til familier på fisketur og pensionister. Grej kunne lejes for 50 kroner.

Målet for turen var de store sildestimer på svenskesiden, så der var en halv times sejlads hver vej. Det er værd at tage med i sine overvejelser, at en tredjedel af turen går med sejlads til og fra fiskestedet. Det kan ikke være anderledes på så kortvarig en tur. 
På de to timers fiskeri blev der lavet i alt 3 drev. Flere stop var unødvendige, da det er højsæson for de store fede høstsild, som optræder i enorme stimer. De dygtigste fiskere fangede mellem en kvart og en halv kurvfuld sild på de to timer. Udover de mange sild, blev der taget adskillige torsk i størrelse S til M (største 4 kg). + en del makreller op til 1 kg.
Fuldt hus af dagens 3 arter. Sild, torsk og makrel.

Billeder af største fisk på butikkens Facebook side. Det var helt klart en hyggelig tur som kan anbefales. Turen d. 27. var den sidste i denne omgang, men jeg ved at der planlægges nye ture. Hold øje med butikkens hjemmeside elle Sundfiskers turside for information om kommende ture. 
Fordelen ved en kort tur - kun en halv vaskfuld sild der skal renses før røgning - og samme mængde  til filletering.


tirsdag den 25. september 2012

Genfrosne kinatorsk og "fiskenes hamburgerryg"

Denne uge skal jeg en tur i putsø og forhåbentligt fange lidt ørred til rygeovnen. I fredags købte jeg en norsk burlaks til koldrøgning. Den kunne lige gå an, men den var på grænsen til at blive kasseret. Det bliver sidste gang jeg køber burlaks.
Stakkels fiskeindustri, hvis der en dag kom mærkningskrav med angivelse af fiskens slagtedato!

Kvaliteten af købefisk bliver ringere og ringere og forabejdningsmetoderne stadigt mere opfindsomme. Det er efterhånden grotesk, hvad fiskeindustrien sælger os.
Læste for nyligt i denne artikel at torsk fanges i vores hjemvande. Nedfryses og fragtes til Kina, hvor de optøes og håndfilleteres. Herefter genindfryses fisken og sendes retur til frysediskene i danske supermarkeder. Her bliver er de let op til 5-6 måneder gamle, før de sælges som fødevarer til mennesker. I disse tider, hvor Co2 udleding har alles opmærksomhed, skal torsk åbenbart sejles en tur rundt om jordkloden før vi sætter tænderne i den. en medvirkende årsag er at det kun koster 1,50 kr pr. kg. at fragte fisk mellem Europa og Kina. (http://politiken.dk/forbrugogliv/forbrug/tjekmad/ECE2264486/dine-roemoerejer-bliver-pillet-i-marokko/)


Den generelle anbefaling for holdbarhed af frossen fisk er 3-6 måneder for mager fisk. Derudover er det tæt på at være barneviden at man ikke genfryser kød og fisk. Hvis du goggle ordene "genfrysning fisk", vil der være et væld af artikler der advarer imod dette. Der står en del om frysning af fisk på denne side.


Ikke nok med at vi sælges genindfrossen gammel rejsefisk. Fiskeindustrien har skævet godt til de beskidte trick med at fylde hamburgerryg, bacon og kylligenkød med saltlage. Nedenfor ser du hvordan laksfilet'er pumpes med saltlage.

Fisken kan pumpes med op til 20% saltvand. Der er ikke krav om at mærke fisken, så længe producenten holder sig under 5%. Godt 80% af den røgede laks der sælges i Danmark er stiksaltet!
Der findes større forabejdningsanlæg i bl.a. Polen, hvor saltningen foregår. Enkelte producenter i Danmark holder sig dog ikke tilbage. Fx. har virksomheden Select Salmon adskillige gange været i fødevarestyrelsens søgelys for madfusk. Herunder for stiksaltning af laks, salg af hellefisk med den farlige listeria bakterie, mærkning af Norsk laks som Skotsk. Du kan læse mere om emnet her:
http://www.esbjergnetavis.dk/news/select-salmon-pa-ny-i-fdevarestyrelsens-sgelys
http://www.bt.dk/foedevarer/afsloering-laks-pumpes-og-sproejtes-med-lage-for-at-faa-vaegten-op
http://www.food-supply.dk/article/view/25515/laksen_far_skaerpede_kvalitetskrav
http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE1557971/danskerne-svigter-den-haandroegede-laks/
I mine øjne er det vanvittigt og et kedeligt resultat af markedskræfternes indflydelse på det mad vi skal spise. Det er da i orden at producenterne finder metoder til at tjene flere penge på deres produkter. Men jeg savner en lovgivning der forpligter producenterne til at mærke fisken om:
  1. Fiskens fangstdato, fangststed, forarbejdningsdato og frysedato
  2. Angivelse af om fødevaren er blevet industrielt manipuleret fx. stiksaltet
Gudskelov findes der alternativer til fiskeindustriens klamme produkter:
  • Det er stadigt muligt at købe frisk fisk hos fiskehandleren.
  • Vi lystfiskere har mulighed for selv at fange vores mad
  • Det er fuldt lovligt, at købe fisk direkte af kutteren ved din nærmeste havn.
De danske erhvervsfiskere har lavet et tiltag, hvor man kan tilmelde sig en sms tjeneste og blive varslet, før kutterne lægger til havn og sælger super frisk fisk fra havnekanten. Tjek siden http://havfriskfisk.dk/ og se om ikke der skulle være en havn i nærheden, som tilbyder en posefuld nyfangede friske fisk. Ifølge en artikel i Politiken d. 6. september 2012 handles fiskene til ca. en tredjedel af markedsprisen, når du køber dem direkte af fiskeren.


søndag den 16. september 2012

Så er hornfiskene fremme ved slusen

Det seneste stykke tid har slusen ved Sjællandsbroen givet lidt hornfisk nu og da. Enkelte dage har givet nogenlunde. Andre dage har vandet virket dødt. Jeg fik et tip om det var godt i dag af en god fiskeven og tippet holdt. Der var rigtig godt med hornfisk og rigeligt af store fuldfede fisk til alle.




lørdag den 8. september 2012

Nyt faneblad her på bloggen - Agn

Jeg har i dag uploadet et nyt faneblad her på bloggen. Det handler om agn (til saltvand). Der er tale om en version 1, så der mangler lidt billeder og sådan... Kommenter gerne siden og kom endelig med konstruktive forslag.

tirsdag den 4. september 2012

Sensationel fangst af sværdfisk i Lommabugten

En svensk garnfisker fik en noget overraskende fangst i sit garn i morges. En 2,13 meter lang sværdfisk på 40 kilo. Læs mere om den sensationelle fangst på Skånskans hjemmeside http://www.skanskan.se/article/20120904/NYHETER/120909914/1023/-/40-kilos-svardfisk-fangad-i-lomma
Man kan ikke lade være med at tænke på de monsterhug der ind i mellem meldes om. Samme gælder når vi ser stimer af hornfisk piske forskræmte i overfladen. Udover marsvinene svømmer der noget stort rundt under sundets overflade. En sjælden gang i mellem dukker en en af disse sjældenheder op som i dag i Lomma.

søndag den 26. august 2012

Uge 34 - Tunfiskeri i Kroatien - The best job in the world!


Er netop hjemkommet efter en fed tur til Kroatien sammen med min gode fiskeven Arne Biering.
Vi tog til Jezera og benyttede Predator Game Fishing (Vladimir Pezo). Ham havde Arne fået anbefalet af nogle danske fiskere, der har været på flere tunferier i Jezera. Vladimirs familie driver i øvrigt et lille hyggeligt familiepensionat til yderst rimelige priser.

Vi ankom lørdag d. 18. august og dagen efter var vi tidligt om morgenen på vej ud gennem det Kroatiske øhav mod en god off-shore plads. Forinden havde vi fisket makrel til agn lidt tættere på land.

Metoden foregår i korte træk på følgende måde. Der sejles langsomt og på ½-1 km udlægges der et spor af friske sardinstykker. Når Skipper råbte "Chumming" betød det at vi skulle klippe sardinerne i småstykker og smide dem spredt rundt om båden. Meget hurtigt blev vi bekendt med sætningen "No chumming - no tuna". Der blev på en heldagstur brugt 3-4 kasser sardiner til chum.
Derefter slukkes motoren og man driver tilbage over sit sardinspor. Krogene agnes med hel sardin eller makrel og sænkes som løsline ned på forskellige dybder. Den totale dybde var ca. 200 meter.

Et par af linerne belastedes med bly for at fiske ekstra dybt. Så bliver der løbende kastet lidt sardinstykker overbord mens der holdes nøje øje med ekkoloddet.
Så kommer det sværeste.. tålmodighed, tålmodighed og mere tålmodighed.

Sådan ligger en lille flåde af tunfiskerbåde spredt over et større område, mens sol og lav vind virkelig udfordrer ens evner til at tolerere varme.


"Look. Big Banana", råber Skipper. Vi lærte meget hurtigt at tyde ekkolodet og genkende signalerne fra tunfisk, som kaster et meget tydeligt signal retur.
Så snart der er fisk på loddet ændrer stemningen sig fra afventende til hektisk. Der kastes lidt sardinstykker ud. Linernes hejses og sættes omgående ud så de langsomt daler ned sammen med nye sardinstykker.
Det er virkeligt imponerende at følge tunfiskene på skærmbilledet. I løbet af få sekunder kan de skyde 50 meter op gennem vandsøjlen.

Linerne er sat og vi afventer tålmodigt. Bemærk hvor rolig søen er. Så vindstille var der stort set hele ugen. lækkert, men nogle gange manglde der lige en sval brise med lidt luft som var køligere end de ca. 40 grader.



Vi fisker på 95 Fathom (1 fathom = 1,8288 meter). På billedet til højre jager 3 tunfisk på 50-60 meters dybde.

Vi får hug på en af stængerne og jeg får æren af at fighte den første fisk. Det er en mindre fisk og (skal jeg senere erfare) giver langt mindre modstand en tunene. Jeg får den så tæt på båden, at Arne mener at kunne se der er tale om en mindre sværdfisk. Vi blev aldrig helt sikre, for sekunder efter var den tabt. Den havde fået viklet sig om en af de andre liner. Sådan lærte vi at de øvrige liner skal HURTIGT op når der er "Fish-on".
Herefter går der lang lang tid uden hug. Ind i mellem ser vi en enkelt mindre tun på loddet. Den stiger op til de 40-50 meter. Spiser sardinerne for igen at forsvinde. Sådan går der mange timer indtil Vladimir råber "many tuna down", Bang, siger det og det enorme multihjul skriger, mens fisken tager et udløb på ca. 100 meters penge. Der tagers liner op. Der chummes yderligere sardiner for at holde de øvrige tun til og der flyttes stænger. Jeg fighter den mindre tunfisk og mærker hurtigt, hvorfor de siger at tunen giver den bedste fight af alle fisk. Der trækkes om kap om hver lille centimeter. Pludseligt svømmer den mod båden og så skal der rulles hurtigt - sindsygt hurtigt.
Ved båden ændrer fisken ide og så tager den et monsterudløb lige lodret nedad. 30-50 meter dyk på det der føles om ingen tid. Sådan kan der gå adskillige gange. Bedst som man tænker at fisken er træt, får den igen hjulets knarre til at skrige. Ca. halvvejs gennem min fight skriger snarren fra et af de andre hjul. Double strike, råber Vladimir, og kort efter står Arne og jeg med tun på hver sin stang. Følelsen er ubeskrivelig.









 
Når tunen er ved at være træt svømmer den i cirkler mens den langsomt giver op og nærmer sig overfladen. Fisken sikres med en harpun. Herefter aflives den med et snit ind i dens blodorgan, midt på kroppen.


I korte træk kan fiskeriet sammenlignes med havmedefiskeri efter dens fjerne slægning, makrellen. Alt skal bare ganges med 100. Udstyret, spændingen, fiskens power, fighten (specielt fighten) adrenalin rushet. Det hele... og ikke mindst glæden ved at fange en af havets konger.

En af de andre dage var det så varmt at det krævede en dukkert. Der havde været sindsygt stille og den halve dag var gået uden en neste fisk. Vi hopper i vandet og laver en del støj og plasker i vandet. Det var lige det der skulle til, for få sekunder efter er der hug. Arne sætter sig i fight stolen og nu ser vi at det ikke kun er tunene der er nysgerrige og tiltrukket af vores plasken i vandet. Ca. 20 meter fra båden dukker der et par sorte rygfinner op af vandet. Der var tale om blåhajer, som denne dag ikke kom båden nærmere. To dage efter gik en gruppe på 5-6 hajer til angreb på en af nabobådenes chum-pose. Derefter fik de en +200 kg haj på krogen. Det medførte så badeforbud resten af dagen.


På 4 ture fik vi i alt 11 tun. De to af dagene gav kun en enkelt tunfisk. Den ene af disse dage fiskede vi kystnært efter en megastor tunfisk som skipper anslog til ca. 150-200 kg. Den anden "tynde" dag var der helt vindstille og vi drev stort set ikke. Min største var ca. 45 kg. Arne fik to over 60. De var satme store -  Se selv!


Udover tunene havde vi et par giftige fisk oppe. Meget yndefulde sorte pilrokker og en mindre "poison spiderfish"



Udover fiskedagene brugte vi en dag på snorkling og samt en dag på udflugt til nationalpark Krka (udtales som det staves) Et virkeligt smukt sted hvor man kan bade i vandfaldene.
Omgivelserne gjorde kun turen ekstra god. På pensionatet blev vi om aftenene bænket på et langbord sammen med de øvrige (stam)gæster og familien. Vi drak fatters hjemmebryggede rødvin og spiste vores fangst direkte fra grillen. Vladimirs firma er ikke en turbåd. Han er erhvervsfisker og man kan som fisketurist tage med ud og fange fiskene. Derfor oplever man alt hvad der medfølger. Frustrationen over manglende fangst, glæden når det går godt. Trætheden når man, efter 10 timers fiskeri, sejler i den sene aften for at aflevere fisk til sine aftagere på  de forskellige øer. En helt i gennem autentisk oplevelse af alle sider af fiskeriet på godt og ondt. Som Vladimir selv omtaler sit arbejde:
"This is the best job in the world"