Uge 34 - Tunfiskeri i Kroatien - The best job in the world!

Er netop hjemkommet efter en fed tur til Kroatien sammen med min gode fiskeven Arne Biering.

Vi tog til Jezera og benyttede Predator Game Fishing (Vladimir Pezo). Ham havde Arne fået anbefalet af nogle danske fiskere, der har været på flere tunferier i Jezera. Vladimirs familie driver i øvrigt et lille hyggeligt familiepensionat til yderst rimelige priser.

Vi ankom lørdag d. 18. august og dagen efter var vi tidligt om morgenen på vej ud gennem det Kroatiske øhav mod en god off-shore plads. Forinden havde vi fisket makrel til agn lidt tættere på land.

Metoden foregår i korte træk på følgende måde. Der sejles langsomt og på ½-1 km udlægges der et spor af friske sardinstykker. Når Skipper råbte "Chumming" betød det at vi skulle klippe sardinerne i småstykker og smide dem spredt rundt om båden. Meget hurtigt blev vi bekendt med sætningen "No chumming - no tuna". Der blev på en heldagstur brugt 3-4 kasser sardiner til chum.

Derefter slukkes motoren og man driver tilbage over sit sardinspor. Krogene agnes med hel sardin eller makrel og sænkes som løsline ned på forskellige dybder. Den totale dybde var ca. 200 meter.

Et par af linerne belastedes med bly for at fiske ekstra dybt. Så bliver der løbende kastet lidt sardinstykker overbord mens der holdes nøje øje med ekkoloddet.

Så kommer det sværeste.. tålmodighed, tålmodighed og mere tålmodighed.

Sådan ligger en lille flåde af tunfiskerbåde spredt over et større område, mens sol og lav vind virkelig udfordrer ens evner til at tolerere varme.

"Look. Big Banana", råber Skipper. Vi lærte meget hurtigt at tyde ekkolodet og genkende signalerne fra tunfisk, som kaster et meget tydeligt signal retur.

Så snart der er fisk på loddet ændrer stemningen sig fra afventende til hektisk. Der kastes lidt sardinstykker ud. Linernes hejses og sættes omgående ud så de langsomt daler ned sammen med nye sardinstykker.

Det er virkeligt imponerende at følge tunfiskene på skærmbilledet. I løbet af få sekunder kan de skyde 50 meter op gennem vandsøjlen.

Linerne er sat og vi afventer tålmodigt. Bemærk hvor rolig søen er. Så vindstille var der stort set hele ugen. lækkert, men nogle gange manglde der lige en sval brise med lidt luft som var køligere end de ca. 40 grader.

Vi fisker på 95 Fathom (1 fathom = 1,8288 meter). På billedet til højre jager 3 tunfisk på 50-60 meters dybde.

Vi får hug på en af stængerne og jeg får æren af at fighte den første fisk. Det er en mindre fisk og (skal jeg senere erfare) giver langt mindre modstand en tunene. Jeg får den så tæt på båden, at Arne mener at kunne se der er tale om en mindre sværdfisk. Vi blev aldrig helt sikre, for sekunder efter var den tabt. Den havde fået viklet sig om en af de andre liner. Sådan lærte vi at de øvrige liner skal HURTIGT op når der er "Fish-on".

Herefter går der lang lang tid uden hug. Ind i mellem ser vi en enkelt mindre tun på loddet. Den stiger op til de 40-50 meter. Spiser sardinerne for igen at forsvinde. Sådan går der mange timer indtil Vladimir råber "many tuna down", Bang, siger det og det enorme multihjul skriger, mens fisken tager et udløb på ca. 100 meters penge. Der tagers liner op. Der chummes yderligere sardiner for at holde de øvrige tun til og der flyttes stænger. Jeg fighter den mindre tunfisk og mærker hurtigt, hvorfor de siger at tunen giver den bedste fight af alle fisk. Der trækkes om kap om hver lille centimeter. Pludseligt svømmer den mod båden og så skal der rulles hurtigt - sindsygt hurtigt.

Ved båden ændrer fisken ide og så tager den et monsterudløb lige lodret nedad. 30-50 meter dyk på det der føles om ingen tid. Sådan kan der gå adskillige gange. Bedst som man tænker at fisken er træt, får den igen hjulets knarre til at skrige. Ca. halvvejs gennem min fight skriger snarren fra et af de andre hjul. Double strike, råber Vladimir, og kort efter står Arne og jeg med tun på hver sin stang. Følelsen er ubeskrivelig.

 
Når tunen er ved at være træt svømmer den i cirkler mens den langsomt giver op og nærmer sig overfladen. Fisken sikres med en harpun. Herefter aflives den med et snit ind i dens blodorgan, midt på kroppen.


I korte træk kan fiskeriet sammenlignes med havmedefiskeri efter dens fjerne slægning, makrellen. Alt skal bare ganges med 100. Udstyret, spændingen, fiskens power, fighten (specielt fighten) adrenalin rushet. Det hele... og ikke mindst glæden ved at fange en af havets konger.

En af de andre dage var det så varmt at det krævede en dukkert. Der havde været sindsygt stille og den halve dag var gået uden en neste fisk. Vi hopper i vandet og laver en del støj og plasker i vandet. Det var lige det der skulle til, for få sekunder efter er der hug. Arne sætter sig i fight stolen og nu ser vi at det ikke kun er tunene der er nysgerrige og tiltrukket af vores plasken i vandet. Ca. 20 meter fra båden dukker der et par sorte rygfinner op af vandet. Der var tale om blåhajer, som denne dag ikke kom båden nærmere. To dage efter gik en gruppe på 5-6 hajer til angreb på en af nabobådenes chum-pose. Derefter fik de en +200 kg haj på krogen. Det medførte så badeforbud resten af dagen.

På 4 ture fik vi i alt 11 tun. De to af dagene gav kun en enkelt tunfisk. Den ene af disse dage fiskede vi kystnært efter en megastor tunfisk som skipper anslog til ca. 150-200 kg. Den anden "tynde" dag var der helt vindstille og vi drev stort set ikke. Min største var ca. 45 kg. Arne fik to over 60. De var satme store -  Se selv!

Udover tunene havde vi et par giftige fisk oppe. Meget yndefulde sorte pilrokker og en mindre "poison spiderfish"

Udover fiskedagene brugte vi en dag på snorkling og samt en dag på udflugt til nationalpark Krka (udtales som det staves) Et virkeligt smukt sted hvor man kan bade i vandfaldene.

Omgivelserne gjorde kun turen ekstra god. På pensionatet blev vi om aftenene bænket på et langbord sammen med de øvrige (stam)gæster og familien. Vi drak fatters hjemmebryggede rødvin og spiste vores fangst direkte fra grillen. Vladimirs firma er ikke en turbåd. Han er erhvervsfisker og man kan som fisketurist tage med ud og fange fiskene. Derfor oplever man alt hvad der medfølger. Frustrationen over manglende fangst, glæden når det går godt. Trætheden når man, efter 10 timers fiskeri, sejler i den sene aften for at aflevere fisk til sine aftagere på  de forskellige øer. En helt i gennem autentisk oplevelse af alle sider af fiskeriet på godt og ondt. Som Vladimir selv omtaler sit arbejde:

"This is the best job in the world"